IT- og Telestyrelsen skærper i en ny afgørelse kravene til TDC. Kravene skal sikre, at de mindre bredbåndsselskaber også fremover kan anvende TDC’s bredbåndsnet, og at de kan levere stadigt hurtigere bredbånd til forbrugerne.
IT- og Telestyrelsens afgørelse stiller en række nye krav til TDC, som modvirker, at opgraderingen af nettet forværrer konkurrencesituationen, herunder blandt andet:
- At TDC skal leje fiberforbindelserne ud til de andre bredbåndsselskaber, så selskaberne i fremtiden også kan få deres trafik ud på internettet.
- At TDC skal informere de andre bredbåndsselskaber om TDC’s planer for opgraderingen, så selskaberne i god tid kan planlægge ændringer i deres eget net.
- At TDC først må nedlægge gamle kobberstrækninger efter en periode, så selskaberne har mulighed for at nå at omlægge deres forretning.
Baggrund
TDC ejer det landsdækkende kobbernet og er den eneste udbyder af de kobberlinjer, der forbinder bredbåndskunderne med internettet. IT- og Telestyrelsen har vurderet, at det er afgørende for konkurrencen på bredbåndsmarkedet, at de andre bredbåndsselskaber fortsat kan leje kobberlinjerne af TDC på regulerede vilkår og til regulerede priser.
Forbrugerne efterspørger hurtigere og hurtigere bredbånd. Det kræver, at TDC opgraderer bredbåndsnettet ved at gøre kobberlinjen til centralen kortere. Det betyder samtidig, at udstyret skal flyttes tættere på kunden, ligesom en del af strækningen skal udskiftes med fiber for at bredbåndstrafikken kan komme videre ud på internettet.
Opgraderingen betyder, at de selskaber, der bruger kobberlinjerne, skal foretage nogle betydelige investeringer. Det gør det svært for de mindre selskaber at konkurrere med TDC.
Afgørelsen over for TDC på engrosmarkedet for fysisk netværksinfrastrukturadgang (marked nr. 4) træder i kraft den 1. juli 2009.